I et lille hus ved gadekæret boede tidligere tegneren og forfatteren Ib Spang Olsens bedstemor, Ane Sophie Rasmusdatter (født 1853). Hun var datter af Rasmus Andersen, der ejede Maglegård i Ballerup 1844–80, og dennes anden kone, Johanne Jensdatter.
I bogen »Fra Purløgsbed til Skumpelskud« fortæller Ib Spang Olsen om sin bedstemor. Han skriver, at hendes første mand hed Johan. Han var mælkeforpagter, og en fjerdedel af det lille hus ved gadekæret bestod af et stort muret bassin, hvor jungerne stod nedsænket i vand til låget. Når der var nok til et læs, kørte mælkeforpagteren til København, hvor han solgte mælken.
Johan kom ulykkeligt af dage i forbindelse med en gårdbrand i Brønshøj. Han reddede tre heste fra at indebrænde, men fik selv det brændende stråtag over sig. Man slukkede ilden i hans tøj ved at kaste ham på møddingen og kørte ham hjem til Skovlunde, hvor han først døde 18 dage senere efter svære lidelser.
Et par år efter fik Ane Sophie en ny mand i huset. Det var Hans Olsen, der blev Ib Spang Olsens farfar. Hans Olsen var skomager, men »blev en af de tusinder, der efterår og vinter traskede ind til Husum og Gladsaxe for med skovl og spade, trillebøre og brudte rygge at bygge Estrups volde på den københavnske befæstning «
På væggene i Ane Sophies hus hang mange malerier, som hun havde fået af malere, der i århundredets begyndelse besøgte Skovlunde. Flere af dem hørte til Dyrehavemalerne. De kom ofte ind til hende for at få en snak og en kop kaffe og forærede hende til gengæld nogle af deres malerier.
Da Ane Sophie blev alvorligt syg, solgte hun huset ved gadekæret og flyttede ind hos sin ældste søn. Købesummen bestod af et privat pantebrev, men det var krisetider, og Ane Sophie fik aldrig sine penge. Hun måtte leve af sin aldersrente og flyttede på et tidspunkt ind i De Gamles By, hvor hun boede de sidste 10 år af sit liv. Hun døde i 1944 og blev begravet på Ballerup Kirkegård.