Karetmagerens hus

På dette sted lå omkring århundredskiftet væver Jens Madsens hus. Det nuværende hus blev bygget for assurancesummen efter, at væverens gamle stråtækte hus var brændt. Her flyttede væverens datter, Nielsine Christine Rasmussen, ind i 1914 sammen med sin mand, savskærer Carl Richard Rasmussen fra Glostrup, og deres børn.

Huset tilhørte ikke karetmageren, som Kjeld Abell senere skrev (se nr. 19 på oversigtskortet), men karetmageren boede til leje hos savskæreren. Af Mandtalslisten fra 1920 fremgår det, at Nielsines to brødre, karetmager Rasmus Madsen og mekaniker Christen Madsen, boede i ejendommen hos søsteren og svogeren, som på dette tidspunkt havde fire hjemmeboende børn.