Da Laurits Christensen fra Krejerupgård i 1903 blev gift med Anna Christine Andersen, købte brudens far, Niels Andersen, der ejede Ålegård, købmandsforretningen på Ejbyvej i Skovlunde til det unge ægtepar.
I den del af huset, der har gavl ud mod bygaden, boede mælkeforpagter Chresten Hansen, før købmanden og dennes kone flyttede ind. Mælkeforpagteren havde inde i huset et stort muret bassin, hvor han kunne køle mælkejungerne af i vand.
Gårdene i Skovlunde var selvforsynende med mange levnedsmidler, men købmanden kunne alligevel ikke undværes. Han solgte praktisk talt alt det, man ikke selv kunne fremstille. Varelageret var righoldigt. Der var alt fra spegesild til petroleum.
Når man ved juletid slagtede på gårdene, købte man rosiner og byggryn til de sorte blodpølser hos købmanden. Købmandens børn og bydrengen fik det ansvarsfulde hverv at befri rosinerne for stilke, men de skulle fløjte imens – for de kunne jo ikke spise rosiner og fløjte på samme tid! Byggrynene fandtes i forskellige kvaliteter og finheder, og købmanden vidste præcis, hvilken kvalitet hver enkelt kunde ville have. Til de hjemmeslagtede grise solgte købmanden salt, salpeter, mel og krydderier. Det hele blev solgt i løs vægt.
Det var gerne mændene, der kom og handlede hos købmanden. Fra gårdene havde de hver dag ærinde i Skovlunde, når de om morgenen skulle køre mælk til de to opsamlingssteder for mælk, der fandtes i byen. Så ordnede de indkøbene samtidig, mens konerne blev hjemme på gårdene og klarede de daglige gøremål.
Derfor åbnede købmandsforretningen tidligt om morgenen – om sommeren kl. 6 og om vinteren kl. 7. Om aftenen lukkede den først mellem kl. 18 og 20. Lørdag aften holdt forretningen dog åbent til kl. 23!
De varer, kunderne ikke selv hentede, blev bragt ud. Børnene i familien og bydrengen trampede langt omkring på cykel. Ofte med en petroleumsdunk på den ene side af styret, en stor kurv med flasker på den anden side og bag på cyklen en kurv med andre købmandsvarer. Turene kunne gå helt ud til Kratbjerg eller ud til gårdene Fløjholm og Larsbjerggård.
Sommetider måtte købmanden selv til København for at hente eller bringe varer. Det foregik med hestevogn. Den officielle vej var ad Torvevej og Frederikssundsvej, men undertiden gik køreturen ad en markvej over jernbanen gennem et led, man selv skulle åbne og lukke. Når det var mørkt om vinteren satte købmanden lygter på hestevognen. Vognlygterne blev oplyst af stearinlys.
Da Laurits Christensen døde i 1940, førte hans kone og ældste datter, Magda Christensen, forretningen videre, indtil de i 1950 solgte den til købmand Kaj Vilhelm Nielsen, som måtte lukke forretningen i 1974.
